Jens Steffensen: Det skal være sjovt og hyggeligt

For 10 år siden købte Jens Steffensen en Audi A3 fra 1998. En gadebil, som han byggede om til race og har kørt i lige siden. Først i Yokohama Super Cup, derefter i Youngtimer og senest i Touring Car Championship Denmark, hvor han i år er aktuel i Evolution-divisionen.

Jens har været en del af motorsportsmiljøet siden 1972, hvor han startede med at køre motocross. Nu er der gået over 50 år, og de fem årtier er blevet brugt på lidt af hvert i sporten. “Jeg startede med at køre motocross, og det kørte jeg på et seriøst plan indtil 1990. Så har jeg også kørt orienteringsløb og folkerace, og før jeg gik over til asfaltbanesport, kørte jeg rallycross,” fortæller Jens Steffensen. “Rallycross var ret skægt, men hold da op hvor fik bilen mange buler. Det gad jeg ikke længere, så jeg byggede Audien til at køre på asfalt med.”

Jens Steffensens sæsonstart er gået ret så fornuftigt. Særligt til sæsonåbneren på Sturup Raceway var der fart i Jens og Audien, hvor han kørte en anden- og to tredjepladser hjem og førte an i Old Boys-klassen. Men selvom det altid er en optursfornemmelse at køre med i den skarpe ende af feltet og slutte på podiet, så er det ikke det, der betyder allermest for Jens. “Bare jeg kan hygge mig – det er sådan set det vigtigste, så har jeg det fint. Det er kun for hyggens skyld, at jeg kører, og jeg har altid nogle sjove timer ude til løbene med de andre kørere. Nu har jeg kørt race i så mange år, og det er altså svært bare at stoppe med det,” fortæller nordjyden fra Frederikshavn.

Tredje afdeling af Touring Car Championship Denmark blev kørt på Ring Djursland, og den midtjyske racerbane er bestemt en favoritterne hos Jens, der dog ikke fik den bedste weekend, da en tur over en curb endte med at flå bundkarret i stykker. Det gav lidt værkstedsarbejde inden sommerferien er slut.

Mens Jens Steffensen glæder sig over den nye, sammenbragte klasse i Touring Car Championship Denmark, håber han at flere deltagere snart melder sig på banen, og ikke kun på listen af kørere der er tilmeldt klassen:

“Vi er en del tilmeldte til løbsserien, men det er ikke alle, som har været ude og køre endnu, og det kunne være rigtig godt at se et felt med lidt flere deltagere,” afslutter kører i bil nr. 144, Jens Steffensen.